Skandinaviske popstjerner og grønlandske topkunstnere: Nuuk Nordisk Kulturfestival klar med det endelige program

Om knap en måned går det løs til dette års Nuuk Nordisk Kulturfestival, der byder på alt fra de populære danske musikere Alexander Oscar og Pernille Rosendahl til de anerkendte grønlandske kunstnere Jessie Kleemann, Da Bartali Crew, Makka Kleist, Karina Møller, Tarrak, Alexander Montgomery-Andersen og mange, mange flere.

Når dette års Nuuk Nordisk Kulturfestival skydes i gang den 7. oktober bliver det som den blot tredje festival i Nuuk Nordisks historie. Alligevel har festivalen formået at få sammensat et yderst varieret program med mange velkendte navne indenfor diverse forskellige kunstgenrer. 

Programmet er nu færdigt og tæller en lang række anerkendte kunstnere fra hele Norden – og ikke mindst: Topprofessionelle grønlandske kunstnere indenfor alt lige fra musik og billedkunst til litteratur, dans, scenekunst og så videre. 

”For os har det været vigtigt at se grundigt på, hvad der oprindeligt var formålet med oprettelsen af Nuuk Nordisk Kulturfestival, da den blev grundlagt i 2015. Én ting var ønsket om, at invitere kunstnere langvejs fra på besøg i Grønlands hovedstad, men vigtigst af alt var, at de lokale kunstnere skulle få mulighed for at vise alle deres talenter frem i løbet af den ugelange festival. En festival, hvor man som kunstner kunne optræde med hele Norden som sit publikum,” siger Jonas Nilsson, der er koordinator på Nuuk Nordisk Kulturfestival 

Blandt de grønlandske kunstnere på dette års festival kan nævnes mange velkendte navne; Den elektroniske musikgruppe Da Bartali crew, der stammer fra Nuuk, billedkunstneren Jessie Kleemann, hollywoodskuespilleren Makka Kleist, sangerinden og sangskriveren Karina Møller, rapstjernen Josef Tarrak samt fotocollagekunstneren Ivínguak` Stork Høegh.

”Formålet med Nuuk Nordisk er ikke kun udelukkende at have en festival til underholdning for publikum. Det er også en festival med det formål, at kunstnerne på forskellig vis kan mødes med publikum og hinanden og udveksle idéer på tværs af kunstformer. Under Nuuk Nordisk Kulturfestival kan de give deres erfaring og viden om netop deres kultur og kunstfelt videre til både store og små og til folk fra nær og fjern,” siger Madelaine Gordon Graadahl, der også er koordinator på Nuuk Nordisk Kulturfestival.

Danske musikstjerner på programmet

Udover de mange grønlandske navne kommer også kunstnere fra alle de nordiske lande. Blandt de måske mest kendte udenlandske navne på programmet findes den tidligere forsanger i det danske band Swan Lee og i rockbandet The Storm, Pernille Rosendahl. Den 47-årige dansker blev i særdeleshed et kendt ansigt som solist, da hun sidste år deltog i programmet ”Toppen af poppen”, der blev sendt på TV 2 og blev set af hundredetusindvis af seere.

”Vi er ekstremt glade for at have fået Pernille Rosendahl med på årets festival. Ikke nok med, at hun er kendt af de fleste, så er hun også en fantastisk sangerinde, som vi glæder os meget til at vise frem for publikum. Koncerten med hende skal helt sikkert nok blive et af årets højdepunkter for publikum,” siger koordinator Jonas Nilsson.

På programmet er også et andet populært dansk musikernavn i form af den unge århusianske popstjerne Alexander Oscar.

Med nummeret ”Number” blev Alexander Oscar ud af det blå et musikernavn, som de fleste kender til. Og hvis ikke navnet Alexander Oscar endnu lyder bekendt, så gør hans musik det med sikkerhed. Nummeret ”Number” hittede på P3 i 2018 og var et af de mest afspillede numre, og på Spotify ligger det i skrivende stund med knap 20 millioner afspilninger.

”Koncerten med Alexander Oscar bliver en fest uden lige. Hvis ikke nummeret ”Number” får folk i dansestemning, så gør hans seneste hit ”Complicated” det helt sikkert. Vi glæder os meget til at byde det fremadstormende danske poptalent velkommen til Nuuk – og vi glæder os endnu mere til at vise hans musik frem for vores gæster, siger koordinator Madelaine Gordon Graadahl.

Mindre end sidst

Efter den første festival i 2015 eksploderede udviklingen i antallet af optrædende kunstnere i 2017 – men i år bliver Nuuk Nordisk Kulturfestival mindre, end den var sidst. Det skyldes blandt andet, at festivalen i år håber, at fange det lokale publikum i højere grad, end det var tilfældet til sidste festival. 

”Vi så i 2017 en helt vild udvikling, og fordi vi stadig er en forholdsvis ny festival, ville vi i år ikke kunne følge med i så højt et tempo. Derfor har vi valgt at skrue ned for antallet af deltagere og i stedet forsøge at gøre endnu mere opmærksom på festivalen i selve Nuuk. På den måde sikrer vi, at alle bliver opmærksomme på NNK2019, så vi er sikre på, det bliver en kulturfestival for alle byens borgere,” siger Madelaine Gordon Graadahl.

Det fulde festivalprogram kan findes på hjemmesiden www.nuuknordisk.gl – og hold øjnene åbne, for om kort tid lancerer festivalen endnu en elektronisk platform, hvor programmet bliver tilgængeligt. 

Forrige
Forrige

Nuuk Nordisk Kulturfestival indgår samarbejde med populær grønlandsk designer